Nyt om Plushusene

Pressemeddelelse

21.05.2021:

Første spadestik til almene boliger for PAB og Plushusene bofællesskab i Tårnby

Den 20. maj blev spaden stukket i jorden til det nye boligkvarter i Tårnby med navnet Tømmerup Parken. Dagen og begivenheden er af symbolsk karakter og en festdag for de involverede parter. Efter det første spadestik vil jorden blive klargjort til byggestart.

Boligerne i Tømmerup Parken etableres dels som Plushusene bofællesskab med 155 lejeboliger og fælleshus, dels som 103 almene boliger i PAB-regi. Området kommer til at bestå af rækkehuse, generationshuse og punkthuse med lejligheder, som etableres i klynger rundt om grønne leverum, hos både Plushusene og PAB. Sweco Architects og SLA landskabsarkitekter har arbejdet på hele projektet,  og CASA A/S er totalentreprenør.

Kvarteret ligger kun små 10 kilometer fra Københavns centrum og har med naturlegeplads, Ugandaskoven overfor og få kilometer til Kalvebod Fælled både by og natur tæt på.  Dertil kommer et udvalg af skoler og daginstitutioner, indkøbsmuligheder og fritidsfaciliteter i området.

Borgmester i Tårnby Kommune, Allan S. Andersen, stod for åbningstalen til det første spadestik.

Allan S. Andersen udtalte:

Vi tager på denne dag et stort skridt mod etableringen af et nyt kvarter. Et kvarter med et varieret udbud af moderne boliger. Et grønt kvartér tæt på natur og by. Det er jeg glad og stolt over. Af hjertet tak til både investorer, bygherrer og samarbejdspartnere. Der er noget stærkt og smukt i at mærke jorden og fornemme stedet, hvor noget nyt skal til at opstå.

Byudviklingsdirektør i NREP, Jens Kramer Mikkelsen, sagde blandt andet:

Udviklingen af det nye kvartér her i Tårnby, er et godt eksempel på fremtidens byudvikling.  I bofællesskabskonceptet Plushusene er der fokus på bæredygtighed både i miljømæssig, økonomisk og social henseende. Her tages højde for tendenser som sundhed og fællesskab – tendenser som fremadrettet vil fylde i byudviklingen.

Administrerende direktør i Plushusene, Martin Kring, udtalte:

Det er en dejlig dag, hvor vi på denne skønne beliggenhed, ser frem til at skabe et nyt hjem for mange mennesker. Et hjem, med øget livskvalitet og gode sociale relationer, hvor det er let at få en aktiv hverdag med bæredygtige tiltag. Et hjem, man slet ikke vil flytte fra igen. Det er det, vi vil med Plushusene bofællesskabet. Vi glæder os til at komme til Tårnby, og vi glæder os til et godt samarbejde med alle involverede parter. Vi forventer, at de første beboere kan flytte ind i Plushusene i sommeren 2022.

PABs formand Nikolaj Jørgensen:

”Vi glæder os til at åbne endnu en afdeling inden for kort tid. En afdeling som på mange måder er skelsættende for os i PAB. Vi har længe haft et brændende ønske om at kunne være en del af den udvikling, som foregår i Tårnby Kommune i denne tid. Og det at bygge almene boliger sammen med private udlejningsboliger er jo noget, som PAB efterhånden har været en del af ved flere lejligheder. Med den ekspertise vi har opbygget, kan vi nu være deltager i at levere dette flotte og iøjefaldende byggeri. Vi er stolte over at kunne medvirke til, at Tårnby Kommunes visionære tanker nu bliver omsat til virkelighed.” 

 Direktør, Nybyg Øst i CASA A/S, Claus Møller, sagde om projektet:

Vi er i CASA A/S glade for at stå for opførelsen af endnu et Plushusene-projekt og – ikke mindst – nye, bæredygtige almene boliger i Tårnby. Tak til vores bygherrer for at vise os den tillid. 95% af CASAs byggerier skal være bæredygtighedscertificerede i 2023, og derfor er vi ekstra stolte over at  være en del af dette projekt, hvor vi  samarbejder om blandt andet at vælge de bedste bæredygtighedsløsninger for byggeriet og dets brugere. Dermed skaber vi sammen en bedre fremtid.

Nikolaj Jørgensen (tv), Allan S. Andersen og Martin Kring tog det første spadestik. Der blev gravet et godt stort hul ved denne seance – der blev nemlig gjort plads til et træ. Træet, der blev plantet, er et kirsebærtræ. Det er ikke bare et kirsebærtræ men også et NABOFÆLLESSKABSTRÆ, som et symbol og ønske for, at det nye område bliver et godt sted at bo med et godt naboskab på kryds og tværs blandt nye beboere og beboerne i det allerede eksisterende naboboligområde.

Ved talerstolen ses Jens Kramer Mikkelsen (tv) med Martin Kring.
Der var god stemning og blå himmel til arrangementet, hvor Tårnby Musikskole stod for musikken og der var pindemadder, kaffe fra Kalles basristabike og kager fra Flying Donuts. 

 

Fakta om Plushusene, Tårnby

Etagemeter byggeri: Ca. 13.900 kvm
Bygherre: Plushusene. Bag Plushusene står CASA Group og NREP.
Arkitekt: Aarstiderne Arkitekter
Landskabsarkitekt: SLA
Totalentreprenør: CASA A/S

Pressemeddelelse

23.03.2021:
Bofællesskabet Plushusene kommer til Tårnby

Plushusene er fremtidens bæredygtige bofællesskabskoncept, hvor primært børnefamilier og aktive voksne 55+ bor sammen. Bofællesskabet etableres i Tårnby på Amager.
Plushusene bliver en del af det nye kvarter i Tårnby, som har fået navnet Tømmerup Parken. Kvarteret ligger kun små 10 kilometer fra Københavns centrum og har med regnvandspark, naturlegeplads og med en beliggenhed lige over for Ugandaskoven og få kilometer fra Kalvebod Fælled både by og natur tæt på. Dertil kommer et udvalg af skoler og daginstitutioner, indkøbsmuligheder og fritidsfaciliteter.

Borgmester i Tårnby Kommune, Allan S. Andersen, udtaler:

”Tømmerup Parken bliver en del af det allerede eksisterende boligområde. I Tømmerup Parken kommer et varieret udbud af moderne boligtyper i forskellige størrelser, hvor man kommer hinanden ved. Et bæredygtighedscertificeret bofællesskab som Plushusene med grønne uderum, hvor et pusterum fra hverdagens travlhed og bekæmpelse af ensomhed er i højsædet, passer rigtig godt ind i Kommunens ambitioner for området.”

Mens Plushusenes første bofællesskab i Hedehusene netop står færdigt, er de næste bofællesskaber på vej i Nivå , Ballerup og nu også snart i Tårnby.

CEO i Plushusene, Martin Kring, udtaler:

”Vi er rigtig glade for at kunne imødekomme de mange bofællesskabsinteresserede, som udtrykker begejstring over vores koncept, med endnu en bebyggelse. Plushusenes første bofællesskab i den nye bydel ”NærHeden” i Hedehusene er fuldt udlejet.. Vi har længe haft forespørgsler fra interesserede lejere på mulighederne for et bofællesskab netop på Amager, så det bliver godt at komme i gang på den rigtigt fint beliggende grund.”

 

Bofællesskabskonceptet Plushusene
I Plushusene bor beboerne til leje hver for sig i moderne, vedligeholdelsefrit rækkehus eller lejlighed med fri adgang til et fælleshus med mange aktivitetsmuligheder og fælles udearealer med legeplads, opholdszoner, orangeri og nyttehaver. Tilknyttet bofællesskabet er en vært og en vicevært, som understøtter bofællesskabet. Værten driver eller hjælper fælles aktiviteter i gang, som tilpasses beboernes interesser. Hvor meget og hvad man som beboer ønsker at deltage i er helt frivilligt.
Et tæt naboskab på tværs af generationer med gode sociale relationer og øget livskvalitet til følge er målet. Venskaber på tværs, den hjælpende hånd og mulighed for tilkøb af service som rengøring er alle elementer i det bæredygtige bofællesskab, hvor blandt andet el-delebil, dele-værktøj, gæsteværelser, byttebørs og fællesspisning er på programmet.

 

Rækkehuse, lejligheder og generationsboliger
I Tømmerup Parken hører 155 boliger på 2-5 værelser til Plushusene bofællesskabet. De er fordelt på lejligheder i punkthuse som er på 3 etager, rækkehuse i 1 og 2 plan og generationshuse med 2 boliger i hver – en mindre bolig i stueplan og en 4-værelses familiebolig på 1.+2. sal. Generationshusene er tiltænkt to generationer fra samme familie.

 

Bæredygtighed på flere plan
Mellem husene er grønne leverum med træer, buske, høje stauder og græsser, legeområde, opholdszoner, orangeri og nyttehaver. Projektet bæredygtigtighedcertificeres, hvilket sikrer, at der blandt andet er taget hensyn til materialernes påvirkning på nærmiljøet, forbrug af energi og vand, indeklima m.v. Dertil kommer fokus på økonomisk og social bæredygtighed i form af dele-økonomi og tætte relationer.

Byggemodningen forventes at starte i løbet af foråret. Udlejning af boligerne starter i slutningen af 2021, og de første beboere forventes at kunne flytte ind i sommeren 2022.

 

Fakta om Plushusene, Tårnby
Etagemeter byggeri: Ca. 13.900 kvm
Bygherre: Plushusene. Bag Plushusene står CASA Group og NREP.
Arkitekt: Aarstiderne Arkitekter
Landskabsarkitekt: SLA
Totalentreprenør: CASA A/S

 

 

Beliggenhedsplan Tårnby

Illustration: Situationsplan SLA Arkitekter

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustration: Plushusene fælleshus, Årstiderne Arkitekter/SLA Arkitekter

Pressemeddelelse

10.02.2021:
Plushusene starter op i Ballerup

Plushusene er fremtidens bæredygtige bofællesskabskoncept, hvor primært børnefamilier og aktive voksne 55+ bor sammen. Mens Plushusene første bofællesskab i Hedehusene står helt færdigt til marts, hvor de sidste beboere kan flytte ind, er den næste bebyggelse godt på vej i Nivå. Nu går det tredje byggeri i gang. Det bliver i Sømose Hegn i Ballerup.

CEO i Plushusene, Martin Kring, udtaler:

Beliggenheden i Ballerup passer godt til Plushusene, hvor vi planlægger at bygge i kort afstand til centrum med gode muligheder for daglig kontakt med naturen og med let adgang til offentlig transport, indkøb, skole- og daginstitution. Grunden er yderst rekreativt beliggende i DTU Ballerup Campus´ baghave, og området byder på mange muligheder for naturoplevelser.

Plushusene etableres som del af en helhedsplan for området, som har til hensigt at skabe et miljø, hvor fællesskab er i fokus. Med en blanding af nye studieboliger ved DTU Campus og Plushusenes bofællesskab, hvis boliger tilpasser sig de eksisterende skovhegn mellem DTU og Sømosen, opnås et miljø med en bred beboersammensætning.

I Plushusene bor beboerne til leje hver for sig i moderne, vedligeholdelsefrit rækkehus eller lejlighed med fri adgang til et fælleshus med mange aktivitetsmuligheder og fælles udearealer med fodboldbane, orangeri og nyttehaver. Tilknyttet bofællesskabet er en vært og en vicevært, som understøtter bofællesskabet. Værten driver eller hjælper fælles aktiviteter i gang, som tilpasses beboernes interesser. Hvor meget og hvad man som beboer ønsker at deltage i er helt frivilligt. Et tæt naboskab på tværs af generationer med gode sociale relationer og øget livskvalitet til følge er målet. Venskaber på tværs, den hjælpende hånd og mulighed for tilkøb af service som rengøring er kerne-værdier i det bæredygtige bofællesskab, hvor blandt andet el-delebil, dele-værktøj, gæsteværelser, byttebørs og fællesspisning er på programmet.

I Sømose Hegn bygges 97 boliger fordelt på punkthuse på 3-4 etager og rækkehuse i 1-2 plan. Mellem husene er grønne leverum med træer, buske, høje stauder og græsser. Projektet bæredygtigtighedcertificeres DGNB Guld, hvilket sikrer, at der blandt andet er taget hensyn til materialernes påvirkning på nærmiljøet, forbrug af energi og vand, indeklima m.v. Dertil kommer fokus på økonomisk og social bæredygtighed i form at dele-økonomi og tætte relationer.

Byggemodningen af grunden er startet op med henblik på byggestart i foråret 2021. Udlejning af boligerne starter til september 2021, og de første beboere forventes at kunne flytte ind i forsommeren 2022.

 

Fakta om Plushusene, Sømose Hegn
Bygherre: Plushusene. Bag Plushusene står CASA Group og NREP.
Arkitekt: Aarstiderne Arkitekter
Landskabsarkitekt: SLA
Totalentreprenør: CASA A/S

 

Punkthusene på 3-4 etager placeres tættest på DTU. Den øvrige bebyggelse består af 1- og 2-plans rækkehuse og det centralt placerede fælleshus.

 

Illustration: Fælleshus i Plushusene

Pressemeddelelse

27.05.2020:
Plushusene kommer til Lisbjerg

Plushusene har indgået købsaftale med Aarhus Kommune om en ca. 32.000 kvm stor grund i Lisbjerg ved Aarhus. Med en beliggenhed tæt på letbanen, tæt på byen, tæt på skole, tæt på indkøb og tæt på natur passer den rigtig godt i Plushusenes koncept.

Bebyggelsen kommer til at indeholde ca. 226 lejeboliger fordelt på rækkehuse, punkthuse og generationshuse i 2-3 plan. Boligerne varierer i størrelse fra ca. 60 til ca. 109 kvm og er designet til et mix af aktive voksne 55+ og børnefamilier. Generationshusene er tegnet med henblik på at huse en families ældre generation i stueboligen, mens børn og børnebørn bor ovenpå. Boligerne er alle indrettet med køkken, vaskesøjle m.v. og har separat indgang, så der er mulighed for at bo tæt og nyde godt af hinandens samvær og hjælp, men samtidig at kunne gå hver til sit.

Centralt i bebyggelsen ligger fælleshuset med blandt andet spisesal, hyggelounge, børnehule, boldspilsrum, fitness, atelier, værksted og gæsteværelser. Mellem husene etableres grønne leverum med opholdszoner, nyttehave og legeplads.

Adm. direktør i Plushusene, Martin Kring, udtaler:

Vi er rigtig glade for at kunne etablere et Plushusene bofællesskab i Lisbjerg, som bliver det første site i Jylland. Vores mål er at skabe et tæt naboskab på tværs af generationer med gode sociale relationer og øget livskvalitet til følge. Vi kommer til at have mange aktiviteter på stedet, som drives eller hjælpes i gang af en fast tilknyttet vært. Som beboer vil man have alle muligheder for en aktiv hverdag med bæredygtige tiltag. Et hjem, som man ikke kan se sig selv flytte fra igen.

 

Lokalplanarbejdet starter op nu. Byggestart forventes i sommeren 2021.

 

Fælleshuset er det absolutte sociale samlingspunkt

Pressemeddelelse

6.02.2020:

Plushusene kommer til Nordsjælland

Plushusene er fremtidens bæredygtige bofællesskabskoncept, hvor børnefamilier og aktive voksne 55+ bor til leje hver for sig i moderne, vedligeholdelsesfrit rækkehus eller lejlighed med fri adgang til et stort fælleshus og fælles udearealer. Mens det første Plushusene bofællesskab opføres i Hedehusene i Høje Taastrup med indflytning fra efteråret 2020, startes nu op på opførelsen af det næste område. Det bliver i Nivå i Nordsjælland.

CEO i Plushusene, Martin Kring, udtaler:

Vi oplever stor interesse for vores koncept og glæder os over at kunne komme i gang med endnu et site. Vores bofællesskaber etableres tæt på de større byer, og der skal desuden være gode muligheder for daglig kontakt med naturen. Samtidig skal det være tæt på indkøb, skole og med let adgang til offentlig transport. Disse parametre er alle opfyldt ved området i Nivå.

Bofællesskabet Plushusene etableres mellem Nivå bymidte, Lergravssøerne og Nivå Havn. Stationen, hvorfra kan man komme til København på godt en halv time, ligger blot et par hundrede meter væk. Kort fra bebyggelsen ligger også indkøbsmuligheder, skole, daginstitutioner og idrætsfaciliteter.

Plushusene-bebyggelsen kommer til at bestå af 148 boliger fordelt på rækkehuse i to etager på 109 kvm, punkthuse i hhv. 3 og 4 etager med boliger på mellem 76 og 91 kvm og generationshuse i tre etager med en mindre bolig i stueplan og en 2-plans familiebolig på 1. og 2. sal.
Dertil kommer et fælleshus med spisesal, hyggelounge, børnehule, boldspilsrum, fitness, atelier, værksted og gæsteværelser. Mellem husene etableres grønne kiler med opholdszoner, nyttehave og legeplads. For fællesarealerne inde som ude gælder det, at de indrettes med fokus på at skabe møder på tværs af beboerne.

CEO i Plushusene, Martin Kring, udtaler:

Vores mål er at skabe et tæt naboskab på tværs af generationer med gode sociale relationer og øget livskvalitet til følge. Vi kommer til at have mange aktiviteter på stedet, som drives eller hjælpes i gang af en fast tilknyttet vært, som har sin daglige gang på stedet. Aktiviteterne målrettes beboernes ønsker og interesser og bidrager til, at beboerne oplever at høre til i fællesskabet. De føler sig trygge og kan få et pusterum fra hverdagens mange praktiske gøremål eller hjælp hertil.  En vigtig aktivitet er fællesspisningen 4-5 gange om ugen. Derudover dannes klubber som f.eks. løbeklub, kortklub og vinklub.

Som del af konceptet er der udover en vært også vicevært på stedet og mulighed for tilkøb af service som for eksempel rengøring.

For at komme i betragtning til en bolig i Plushusene, skal man som det første deltage i informationsmøde. Har man fortsat interesse i en bolig, åbnes der op for at udfylde en motiveret ansøgning med spørgsmål til husholdningen og husholdningens interesser. Der er altså ikke en først-til-mølle venteliste, men en proces der skal sikre, at bofællesskabet også på sigt bliver aktivt og velfungerende.

De første beboere forventes at kunne flytte ind i efteråret 2021.

 

Illustration: SLA Arkitekter


19.12.2019:

Plushusene melder sig ind i Folkebevægelsen mod Ensomhed

Stadigt flere danskere oplever, at deres sociale behov ikke opfyldes med forringet livskvalitet eller sågar sygdom til følge. Folkebevægelsen mod Ensomhed estimerer ud fra regionale sundhedsprofiler, at ca. 350.000 danskere over 16 år ofte føler sig ensomme.  Et af målene for bofællesskabskonceptet Plushusene er, at beboerne skal føle, at deres livskvalitet er forbedret efter et år i bofællesskabet. Det nye samarbejde og netværk skal fremme og forbedre tiltag, der styrker de sociale relationer og bekæmper ensomhed.

Majken Lundberg, koordinator i Folkebevægelsen mod Ensomhed, udtaler:

Over 80 organisationer, foreninger, skoler, kommuner og virksomheder er gået med os i kampen mod ensomhed. Det er med stor fornøjelse, at vi byder Plushusene, som den første private boligudvikler, velkommen i Folkebevægelsen mod Ensomhed.

CEO i Plushusene, Martin Kring, udtaler:

Det er et helt naturligt skridt for os at blive medlem af Folkebevægelsen mod Ensomhed, som gør noget ved et vigtigt samfundsmæssigt tema. Et af de bærende elementer i Plushusenes bofællesskaber er det tætte naboskab med øget livskvalitet og livsglæde til følge, og vi glæder os til at kunne skabe nye tiltag i samarbejde med Folkebevægelsen mod Ensomhed samt løbende forbedre vores produkt gennem den læring, som vi kan tage med fra det stærke netværk i Folkebevægelsen mod Ensomhed.  

Plushusene-konceptet er baseret på de bedste komponenter fra de traditionelle bofællesskaber i kombination med nutidens behov inden for co-living. Boliger, fællesfaciliteter og lokationer rettet mod et beboermix af børnefamilier og aktive voksne 55+-. Et af målene er, at beboerne skal føle, at deres livskvalitet er forbedret efter et år i bofællesskabet. Det skal ses i bred forstand – ved at have tid og mulighed til det der er vigtigt for den enkelte. Tryghed, gode relationer, bevægelse, frisk luft og at være tæt på den hjælpende hånd i hverdagen er nogle af målepunkterne. Hvert bofællesskab har en fasttilknyttet vært, som udvikler og organiserer aktiviteter, der matcher beboernes interesser.

Et af Folkebevægelsen mod Ensomheds initiativer er kampagnen ”Danmark spiser sammen”. At fællesspisning er samvær, hvor fællesskabet styrkes og nye skabes, er også helt i Plushusenes ånd.
CEO i Plushusene, Martin Kring, udtaler:

”I Plushusene er der fællesspisning på programmet 4-5 gange om ugen. Som frivilligt og brugerbetalt tilbud til beboerne. Her deles sund mad, historier, grin og af-og-til en køkkentjans med naboerne. Studier viser, at det gør godt for både krop og sjæl, da hjernen frigiver endorfiner, hvilket giver lykkefølelse. Beboerne i Plushusene  vil også have mulighed for at invitere gæster med. Det kunne være mennesker i nabolaget, som trænger til selskab.”

Om Plushusene

Plushusene, som er ejet af CASA Group og NREP, forventer at opføre mindst 10 større ejendomskomplekser i Danmark med i alt ca. 2000 boliger. Ejendommene vil fortrinsvis bestå af rækkehuse, lejligheder og attraktive fællesfaciliteter. De vil blive placeret i naturskønne omgivelser i udkanten af større byer og blive bygget af bæredygtige materialer og med fokus på beboerne. Det første site opføres i Hedehusene, hvor boligerne står klar fra efteråret 2020.

Læs om Folkebevægelsen mod Ensomhed

For yderligere information kontakt:

Dorthe Paradowski, Marketing Manager i Plushusene
23984162dp@plushusene.dk

Plushusene er en del af

Folkebevægelsen mod Ensomhed